Til forsiden

5 dages bustur til Holland (Turen er udsolgt!)

Fra 22/8 til 26/8 2023 (5 dage, 4 overnatninger).

Tilmelding: se Haveselskabet.dk



Inge og Magnus er igen klar til at tage jer med på oplevelser til det fantastiske haveland Holland.

Det er lykkes os at få kontakt med en række entusiastiske haveejere som glæder sig til at tage imod os. Vi skal besøge både store og små haver, der alle vidner om haveejerens store sans for flot plantesammensætning. Denne inspiration tager vi med hjem i vores egen have.

Haverne er varierende med mange rum og forskellige stilarter: Cottagehaver, skovhave, smukke drivhuse, haver med udsyn til åbne landskaber og mere intime haver, haver med lange engelske "border" staudebede og ikke mindst haven hvor stauder, grøntsager og etårige planter blandes i et stort farveorgie (potager).

Den ene dag bruger vi i Utrecht hvor vi skal se Piet Oudolf's plantning Vlinderhof, beliggende i den 42 ha store Maxipark der passes af frivillige. Senere skal vi opleve den smukke botaniske have, der især er berømt for sin samling af alpine planter. Her kan man også tage et kik i de store drivhuse med eksotiske planter og gå en tur i de mindre haver med hver sit tema.

Der er  mulighed for at købe planter med hjem fra et par af de private haver. Derudover besøges Kwekereij De Hessenhof med det meget store udvalg af økologisk producerede stauder stauder, hvor man samtidig kan se deres store moderplantesamling til inspiration. På hjemturen laver vi et ophold nær den tyske grænse for yderligere staudekøb.

Vi har lavet en aftale med et engros løgfirma om et aftenbesøg, hvor de ekstraordinært åbner for os og vi har god tid til at handle.

Vi har generelt forsøgt at planlægge besøgene med så lidt daglig kørsel som muligt, da det er en lang køretur ud og hjem fra Danmark.

Vi skal bo på https://www.hoteldewipselberg.nl/en/ hvor vi også vil indtage vores morgen - og aftenmåltider. Hotellet er beliggende i et naturskønt skovområde ca. 10 min. kørsel syd for Appeldorn. Der er mulighed for en svømmetur i poolen.





Opdateret d. 20.08.2023